Nyt image til Randers
Randers er gennemsyret af janteloven, og omgangstonen er tvær. Nu skal Randers have et nyt image. På et borgermøde i aften kan randrusianerne komme med deres bud.
I Randers er tonen sur og tvær. Janteloven trives, og byen trænger til en ansigtsløftning. Det er konklusionen på et PR-firmas undersøgelse af borgernes holdning til byen. Nu skal byens ansigt udadtil ændres.
PR-firmaet Eleven Danes er i fuld gang med at finde frem til, hvordan borgerne ønsker at tænke på Randers som by. Og i aften har flere end 300 mennesker meldt deres ankomst til et borgermøde, hvor de kan komme til orde.
Ideen er at finde frem til byens stærke sider, dens identitet, sjæl og selvforståelse. Og i sidste ende skal det munde ud i en såkaldt profil af byen. Målet er at få borgerne til at tænke positivt om hinanden og byen.
Det er tiltrængt, viser en rundspørge blandt 25 såkaldt toneangivende borgere i Randers heriblandt borgmesteren, en buschauffør, en gymnasieelev og en museumsleder.
Borgerne blev bedt om at betragte Randers som en person, og så give et skudsmål for Randers i dag, og for hvordan de gerne ser Randers om tre år.
Randers-personen i dag:
50-årig mand
Håndværker
To børn uden uddannelse
Slidt bil
Dansk mad og øl
Læser kun gratis-aviser
Dyrker kun det sport der er i TV
Randers som person om tre år:
Mand yngre end 50 år
Funktionær
Gift med mellemleder
To børn under uddannelse
Nyere bil
Spændende udenlandsk mad og dyrere vine
Dyrker sport
Anti-jantelov
TV 2 / ØSTJYLLAND sender direkte fra borgermødet i Randers i vores nyhedsudsendelse klokken 19.30.