Nyt hold har set dagens lys
Favrskov United er klar til kamp
Et helt nyt østjysk fodboldhold har set dagens lys.
Holdet skal dog ikke kæmpe om oprykninger eller medaljer. I stedet har klubben én mission: At tæske superligaholdet fra Randers FC.
Favrskov United består hovedsageligt af spillere fra fodboldklubben Hadsten SK, men er forstærket med lokale profiler samt et par andre lokale kendiser.
Spillertruppen tæller således blandt andre de to kandidater til borgmesterposten i Favrskov, Nils Borring (S) og Anders G. Christensen (V).
Den nye fusionsklub skal kun spille én kamp, hvorefter holdet igen opløses. Klubbens første, eneste og sidste opgør spilles på lørdag kl. 16 i Hadsten, hvor Favrskov United på hjemmebane tager imod bronzevinderne fra Randers FC.
Randers FC spiller i alt to opvisningskampe mod andre klubber fra lokalområdet. Aftenen før kampen i Hadsten, fredag kl. 19, møder kronjyderne et udvalgt Djursland-hold på Auning Stadion, skriver Randers FC på sin hjemmeside.