Nyt håb for sygehuset i Silkeborg
Der er politisk stemning for at bevare intensiv- og fødeafdelingerne på regionshospitalet i Silkeborg, skriver Midtjyllands Avis.
Regionshospitalet Silkeborg får lov til at beholde sin intensivafdeling - og måske også sin fødeafdeling. Og der synes at være politisk stemning for, at der også i fremtiden skal køre en lægebil i Silkeborg i stedet for en sygeplejerskebemandet akutbil.
Det skriver Midtjyllands Avis i dag, efter der i går var borgermøde om sygehuset i torsdag aften. Her gentog både regionsrådsformand Bent Hansen (S) og sundhedsdirektør Leif Vestergaard Pedersen deres indrømmelser fra en tidligere høring i Silkeborg i juni, hvor de erkendte, at når intensivafdelingen i Silkeborg var slettet i det oprindelige forslag, "var det nok skrevet med en uheldig hånd".
I går aftes gentog de begge, at der også vil være en intensivafdeling på det lokale sygehus i fremtiden. Ikke mindst på grund af de mange, store rygoperationer, som hospitalet foretager, og hvor der efterfølgende kan opstå komplikationer, skriver avisen.
- Når vi gerne vil have et stort ortopædkirurgisk center på Regionshospitalet Silkeborg, kræver det en intensiv funktion, hvis fagligheden skal hænge sammen, og det kommer den til, lyder referatet af Bent Hansens udtalelser.