Nyt græs på Fredensvang

AGF får nye træningsbaner på anlægget i Fredensvang

Foto: AGF

AGF-spillerne får bedre træningsfaciliteter. Aarhus-klubben er gået i gang med at opjusterer banerne på Fredensvang. Det betyder bedre underlag til spillerne, og det skal være med til at hæve det sportslige niveau.

Det drejer sig om bane 1 og 2 på træningsanlægget i Fredensvang, og arbejdet indebærer blandt andet nyt dræn, nedgravning af en 70 kubikmeter tank til vandreservoir, automatisk vandingsanlæg, terrænudjævning og nyt jord- og græsunderlag.

De nye træningsbaner skal være med til at sikre, at klubben sportsligt kan hæve niveauet.

Se: Træner tømmermændene væk

- Gode træningsbaner er en helt afgørende forudsætning for, at vi kan udvikle os i den retning, vi rent sportsligt ønsker. Derfor har det stået øverst på vores prioriteringsliste at give banerne et betydeligt løft, så de står mål med de sportslige ambitioner, vi har. Omlægningen betyder ikke kun en markant opgradering af underlaget, men også at vi kan træne på gode baner i størsteparten af sæsonen - og ikke kun fra maj til september, som tilfældet er nu. Det er en investering, der vil styrke os nu og her, men også på den lange bane, siger sportschef Jens Andersson til klubbens hjemmeside.

Selvom AGF allerede har sikret sig oprykning til Superligaen, må spillerne vente lidt med at holde sommerferie. Der resterer nemlig fortsat to runder i 1. division. Den første af dem er i morgen, lørdag, klokken 16.00, hvor holdet på udebane møder Lyngby BK.

Mens arbejdet med at opjustere banerne står på, træner holdet i stedet på blandt andet NRGi Parks grønne græs. De nye baner forventes at være klar til træning til august.