Nyt fund af colibakterier i drikkevand
Borgerne i Enslev og Blenstrup nord for Randers skal koge vandet efter fund af colibakterier.
10. jul 2007, kl. 17:56
Mere end 30 dage gammel
Der er blevet konstateret colibakterier i vandet fra Enslev-Blenstrup vandværk, og embedslægen har derfor i dag udstedt kogepåbud. Det betyder at de ca. 200 husstande, der modtager vand fra dette vandværk, skal koge vandet.
I øjeblikket arbejdes der på at løse problemet, som menes at stamme fra vandværkets rentvands tank. Det fortæller Randers Kommune i en pressemeddelelse.
På vandværket vurderer man, at problemet hurtigt er løst, men det er nødvendigt at borgerne koger vandet indtil på mandag, hvor resultatet af nye prøver vil vise om forureningen er væk.
Vandværket vil snarest muligt uddele et kogepåbud til de berørte forbrugere.