Nyt fradrag får dumpekarakter
Nyt pendlerfradrag hjælper ikke små kommuner, mener borgmesteren i Nr. Djurs.
Et nyt befordringsfradrag for pendlere i landets randområder får dumpekarakter af flere af de kommuner, der ellers skulle få gavn af ordningen.
- Her i Nr. Djurs pendler folk enten til Randers eller Århus, og de vil i bedste fald få en gevinst på nogle få kroner om måneden. Jeg forestiller mig ikke, det vil give det store run på tilflytninger til vores kommune, siger borgmester i Nr. Djurs Kommune, Jens Jellesen (V).
Også nabokommunerne Grenaa og Rougsø er med i regeringens særlige indsats for yderområderne, som ventes at koste 20-30 millioner kroner om året. Trods snoede landeveje og sparsom kollektiv transport er afstandene til de større byer stadig så små, at effekten udebliver, siger borgmestrene til gratisavisen MetroXpress.