Nyt forsøg: Tårnfalke og ugler skal bekæmpe rotter på rastepladser

Vejdirektoratet indsætter nu tårnfalke og natugler på østjyske rastepladser for at bekæmpe rotter

Dyr bekæmper dyr. Vejdirektoratet vil forsøge at bekæmpe rotter på rastepladser med hjælp fra rovfugle som tårnfalken og natuglen. Foto: Brian Bergmann - Ritzau Scanpix / Steffen Ortmann - Ritzau Scanpix

Jagten på rotterne fortsætter i det østjyske.

Tidligere har vi set rottehunde bekæmpe skadedyrene, men nu allierer Vejdirektoratet sig med andre dyr, der skal få bugt med de lodne skadedyr.

Nemlig tårnfalke og natugler.

Læs også Lynhurtige Loke jagter rotter for kommunen

Vejdirektoratet opsætter kasser til rovfuglene rundt omkring på østjyske rastepladser, der har problemer med de mange rotter.

- Vi satser på, at der flyver nogle fugle ind, som kan hjælpe os med de rotter, som vi har haft problemer med, siger Benny Sørensen, der er entreprisestyrer hos Vejdirektoratet.

02:00

Hør interviewet med Benny Sørensen, hvor han fortæller om det nye forsøg med rovfuglene.

Luk video

Naturlig fangst

Projektet er lige nu en forsøgsordning. Der er i alt sat 30 kasser op, fordelt ud over 10 forskellige rastepladser. Det gælder rastepladser i både Østjylland og på Fyn.

Vi satser på, at der flyver nogle fugle ind, som kan hjælpe os med de rotter, som vi har haft problemer med.

Benny Sørensen, entreprisestyrer, Vejdirektoratet

- Forsøget kører i løbet af 2018 og 2019, og så ser vi, om det virker. Og hvis det virker, så vil vi udvide det til flere rastepladser, siger Benny Sørensen.

Kasserne bliver foret med hø, så de er attraktive for rovfuglene. På den måde håber Vejdirektoratet, at tårnfalkene og natuglerne vil indrette sig i kasserne, og derfra jage rotterne.

Læs også Aarhus-politiker: Rotterne flygter ikke, når de ser mennesker

- Nu er der lavet en ny lovgivning om, at vi ikke må præventivt bekæmpe med gift mere, så derfor vil vi understøtte den naturlige bekæmpelse, siger Benny Sørensen.

Vejdirektoratet har iværksat forsøget sammen med Dansk Ornitologisk Forening for at få hurtigt bugt med rotterne, som der ofte er mange af i foråret og sommeren, inden de begynder at yngle.

RASTEPLADSERNE

Kasserne til tårnfalkene og natuglerne opsættes på disse rastepladser:
  • Pedersminde
  • Blankhøj
  • Ejer Bavnehøj Øst
  • Ejer Bavnehøj Vest
  • Skærup Øst
  • Skærup Vest
  • Lillebælt Syd
  • Lillebælt Nord
  • Kildebjerg Nord
  • Kildebjerg Syd

Kilde: Vejdirektoratet