Nyt erhvervs- og kompetencehus
Allerede tre år inden højhuset står færdigt er de 22 etager og 25.000 kvm fuldt udlejet.
Det nye erhvervs- og kompetencecenter består af en base og to højhuse. Basen er husets første to etager, som besøgende, hotelgæster og beboere i området kan gå både henover og rundt om. Ned mod Spanien åbnes huset med en bred trappe. Arkitema har tegnet byggeriet, og partner Kim Risager fortæller:
- I dag falder terrænet med halvanden etage oppe fra Bruuns Galleri og ned mod Spanien. Basen er meget vigtig, fordi den binder området sammen og udligner niveauforskellen.
Investor i det nye erhvervs- og kompetencecenter på centralværkstedsgrunden er Århus-bygmesteren Hans Lorenzen. Han vurderer, at det nye byggeri kan blive en kærkommen saltvandsindsprøjtning til det århusianske erhvervsliv.
- Når jeg er villig til - i en tid, hvor mange byggeprojekter er nødlidende - at investere i et byggeprojekt til over en halv milliard, skyldes det primært, at jeg kan være med til at sikre, at Århus får et markant vartegn, der signalerer vækst og fremdrift, forklarer Hans Lorenzen
Det nye hus bliver 25.000 kvadratmeter stort og rummer et nyt Comwell konferencehotel med 240 værelser og konferencecenter til 1.000 gæster. Samtidig flytter Deloitte og Bech-Bruun ind i husets øverste etager med over 330 medarbejdere.
Det færdige byggeri bliver på 22 etager og falder naturligt ind i områdets arkitektur med Bruuns Galleri på 16 etager som nærmeste nabo. Huset er tegnet af Arkitema og ejes af Århus-bygmester Hans Lorenzen. Den samlede investering er på cirka 550 millioner kroner.
Opførselsen af det 88 meter høje hus, vil skabe 300 arbejdspladser i byggeperioden frem til 2013.