Nyt chok-afbud til Pytlick
Mie Augustesen melder fra til VM i Brasilien
Landstræner Jan Pytlick må forholde sig til endnu et chok-afbud kort før VM i Brasilien i næste måned. Fløjspiller Mie Augustesen fra Randers HK melder fra til VM grundet en dårlig ryg.
- Sundhedssektoren har fundet en lille diskusprolaps hos Mie, og hun kan ikke holde til den store belastning under VM i december med flere kampe i træk, siger Randers-træner, Jan Leslie, i en pressemeddelelse.
Han understreger, at det er spilleren selv, der har taget den svære beslutning sammen med klubbens fysioterapeut Lotte Krebs, fordi ryggen ikke kan holde til det hårde VM-program.
Mie Augustesen døjer stadig med eftervirkningerne efter et vrid i ryggen, hun pådrog sig i Champions League-kvalifikationskampene tilbage i september.
- Det er frustrerende, men det er en af de beslutninger, man må tage. Lotte tror ikke på, ryggen kan holde til VM, og så er det dumt at tage chancen, siger Mie Augustesen
Den 23-årige venstrefløj har ellers har været forskånet for skader tidligere i karrieren, men siden EM sidste år har flere småskader drillet.
- Nu får jeg tid til at træne ryggen grundigt, og det er forhåbentlig noget, der gavner mig senere i karrieren, siger Mie Augustesen.
Det er ikke mere end en uge siden at en anden profil meldte afbud til VM i Brasilien. Rikke Skov fra Viborg HK meldte afbud, da hun ikke følte sig stand til at klare de mange klubkampe ved siden af landsholdet.
Mie Augustesen er noteret for 57 landskampe og 201 mål.