Nyt campus-byggeri i Randers
På mandag tager VIA University College i Randers det første spadestik til byggeriet af Campus Randers.
Man har længe kunnet læse til pædagog, afspændingspædagog eller sygeplejerske i Randers, men fra august 2011 kommer undervisningen til at finde sted i helt nye omgivelser.
Professionshøjskolen VIA University College har solgt bygningerne på Søren Møllers Gade, og nu påbegynder arbejdet med at bygge nyt på Museumsgrunden ved Jens Otto Kraghs Plads.
Et byggeri, som ejendomschef i VIA, Per Rye Jensen, har store forventninger til.
- Vi vil skabe et campus, som ligger meget centralt og som samler de tre uddannelser, vi har i byen. Byggeriet er en del af VIAs strategi om at lave stærke uddannelsesmiljøer i hele regionen, siger Per Rye Jensen i en pressemeddelelse.
Borgmesteren i Randers, Henning Jensen Nyhuus, glæder sig over udsigten til et nyt fyrtårn på uddannelsesområdet i Randers.
- Opførelsen af dette nye Campus Randers vil styrke vores uddannelsesmæssige profil i Randers Kommune. Det er til gavn for hele kommunen, at vi nu i endnu højere grad bliver kendt som en by, hvor de studerende har mange muligheder og gode vilkår, siger borgemesteren.