Nyt børnehus åbner i dag
Trygge rammer skal hjælpe børn udsat for overgreb
I dag åbner et helt nyt børnehus i Aarhus Kommune, som skal være med til at skabe trygge rammer for børn, der har været udsat for overgreb.
Formålet med Børnehuset er, at børn, der har været udsat for seksuelle eller voldelige overgreb, kan få al den hjælp, de har brug for samlet på ét sted.
Det kan omfatte alt fra afhøring af politiet til psykologisk krisestøtte, som fremover vil foregå under samme tag i mere børnevenlige rammer end for eksempel på en politigård.
- Overgreb mod børn er noget af det mest modbydelige, man kan tænke sig. Jeg ser frem til, at vi kan styrke hjælpen til disse børn, så de kommer bedst muligt over deres traume. Det kræver et tæt samarbejde mellem kommune, politi og sundhedsvæsen, og det giver Børnehuset de optimale rammer for. Desuden har vi valgt at organisere Børnehuset som en del af Socialforvaltningens rådgivningscenter, som i forvejen har stor ekspertise med målgruppen, så jeg er sikker på, at vi vil se et løft i indsatsen, skriver Hans Halvorsen (S), rådmand for Sociale Forhold og Beskæftigelse, på sin hjemmeside.
Børnehuset får adresse på Marselis Boulevard i Aarhus og skal modtage børn og unge fra alle kommuner i Region Midtjylland.
Der vil i alt blive etableret fem børnehuse i Danmark. Udover Aarhus vil der være et i København, Odense, Aalborg og Næstved.
Børnehusene er en del af satspuljeaftalene for 2013 og bliver støttet med 13,6 millioner kroner.