Nyt borgermøde om skyde-terræn

Ifølge det seneste forsvarsforlig skal det militære øvelses-terræn ved Hevring på Norddjurs lukke, men på grund af store protester fra militæret kan den beslutning nu måske blive annulleret.

Det vækker harme at chancen for at komme af med militærets larmende øvelser nu måske er ude af rækkevidde.

- Jeg forstår ikke, hvorfor de ikke kan træne på øvelses-terrænet i Oksbøl. Der er masser af plads, og der generer de hverken børnefamilier eller fugleliv. Det siger talsmanden for Hevring gruppen, Jørgen Pedersen, til TV 2 | ØSTJYLLAND.

Forsvaret siger ifølge Jørgen Pedersen, at de vil skære ned på de største sprængninger, men til gengæld skal borgerne i Hevring lægge ører til 80 helikopterflyvninger om året.

<B>Årelang debat</B>
Det militære øvelses-terræn har i årevis været genstand for megen vrede, fordi borgere i området har klaget over støjgener. De kæmper derfor for en lukning eller i det mindste en neddrosling af aktiviteterne i skydeterrænet.

Både borgere og politikere får lejlighed til at se og høre, hvordan forsvaret overvejer at bruge Hevring Skydeterræn i fremtiden.

Det finder sted i aften den. 30. april. Først klokken 13 til politikere og klokken 17 for borgere.

Ud over en demonstration af de fremtidige øvelsesaktiviteter og konsekvenserne for miljø og dyreliv, bliver der et borgermøde i Vivild-Hallen klokken 19.00.

Her vil Forsvarskommandoen og politikere besvare spørgsmål og indgå i debatten.