Nyt album fra Danmarks Kedeligste Orkester
Århus-bandet TV-2 er klar med nyt album, der bl.a. rummer singlen 'Randers Station'. Hør en af sangene fra pladen her.
Godt to år efter at Danmarks Kedeligste Orkester landsatte de første kærester på månen, er bandet klar med et nyt udspil
Det nye album fra Steffen Brandt og Co. hedder 'For dig ku' jeg gøre alting' og udkommer mandag d. 12. november.
Sangene handler ifølge bandet selv om at stikke af fra det hele eller blive og tage kampen op.
Også denne gang er det den unge producer Thomas Troelsen, der har siddet bag knapperne. Thomas Troelsen var også producer på flere af sangene på det seneste album, 'De første kærester på månen'.
Det nye TV-2-album rummer blandt andet numre som 'Jesus fra Jylland', '20 sekunder til farvel' og 'Randers Station'. Sidstnævne udkommer som single allerede mandag 22. oktober.