Nyt akutteam hjælper hjemme
Specialuddannede sygeplejersker landets første
Nu er der godt nyt til syge borgere i Aarhus Kommune. Med et nyt team af tolv specialuddannede sygeplejersker har Aarhus Kommune og Aarhus Universitetshospital indledt et samarbejde, som er det første af sin slags i landet. Teamet skal varetage akutte opgaver i forhold til østjyder i alle aldersgrupper - både unge og ældre.
Akutteamet kan blive kaldt ud af personalet i hjemmesygeplejen, af praktiserende læge og af vagtlægen. Og teamet kan rykke ud alle 365 dage om året. Det særlige ved teamet er, at sygeplejerskerne er uddannede specielt til at rykke ud i hjemmene, når der opstår en situation, som måske kan afhjælpes dér - i stedet for en indlæggelse på hospitalet.
- Med det nye akutteam kan vi reelt tilbyde patienten hospitalsbehandling ude i hjemmet. Teamet kan f.eks. tage blodprøver, starte iltbehandling og give medicin i form af indsprøjtninger," fortæller Else Marie Damsgaard, ledende overlæge på Geriatrisk Afdeling i en pressemeddelelse.
I første omgang er det især borgere med flere kroniske sygdomme, der er målgruppen for den nye akutstyrke.