Nyrenoveret for 162 millioner: Nye altaner i fare for nedstyrtning

En boligblok i Nydamsparken i Aarhus er netop blevet renoveret for millioner, men der er mange problemer med byggeriet. Altanerne er eksempelvis i fare for nedstyrtning.

01:53

VIDEO: En nyrenoveret boligblok er ikke helt så færdig, som man først antog. Altanerne er nemlig i fare for at styrne ned.

Man kan godt renovere en boligblok for 162 millioner og stadig have en kæmpe bunke problemer med bygningen.

Blokkene i Nydamsparken i Aarhus er beviset, for her er der så stor risiko for, at de 168 nyopsatte altaner falder ned, at man har været nødt til at sætte metalstolper op for at holde dem.

Læs også Tag er faldet ned: Gade spærret af i Aarhus

- De er grimme. Jeg er godt træt af de der altaner, det er jeg. Jeg er nervøs for at komme derud, siger Knud Petersen, der er en af beboerne i boligblokken.

Jeg har sgu ikke tillid til det der, det har jeg sgu ikke. Jeg synes, det er noget sjuskværk.

Knud Petersen, beboer, Nydamsparken

Problemet med de helt nye altaner blev opdaget, da en beboer slog alarm over knagelydene fra hendes ydermur. Hun blev nemlig nervøs, da hun bemærkede, at lydene kom, hver gang det blæste.

- Jeg er glad for, at vi rykkede hurtigt ud og fik afspærret altanerne og fik advaret beboerne mod at bruge dem, indtil det her er kommet på plads, siger Morten Homann, der er direktør for boligkontoret i Aarhus, til TV2 ØSTJYLLAND.

Der skete heldigvis ingen uheld, men beboerne må nu leve med støttestolperne på deres nye altaner.

Stolperne står på alle altanerne for at støtte dem, så de ikke falder ned.

Et problem af mange

Og selvom bygningen er blevet renoveret for 162 millioner kroner, har knirkelyde og nedfaldsfare ikke været de eneste problemer.

- Der er utætheder i taget og utætheder i vinduerne for eksempel. Vi har haft et varmesystem, som heller ikke har fungeret efter hensigten, som også er blevet renoveret, så vi har mange ting, der har skulle rettes op, desværre, siger Morten Homann.

Knud Petersen er meget træt af den nye udsmykning på hans altan.

Den dyre renovering har allerede taget sin tid, men nu kommer den altså til at vare endnu et år.

- Vi må jo leve med det, men jeg synes godt nok, det er lang tid. Jeg synes godt nok, at de der ingeniører må have røde ører, siger Knud Petersen til TV2 ØSTJYLLAND.

Morten Homann er glad for, at de rykkede hurtigt på advarslen omkring knirkelydene i boligblokken.

De mange nyopdagede fejl i boligblokken betyder, at boligkontoret i Aarhus har fået en øjenåbner omkring de byggeprojekter, der foretages i Smilets By. For i dette tilfælde har der været rigtig mange fejl.

- Jeg kan ikke udtale mig om, om det er entreprenører eller rådgivere, eller hvor fejlen er begået. Men det er helt sikkert, at vi må gå vores kvalitetssikring igennem og sikre os, at de aftaler, vi indgår, og de projekter, vi sætter i værk, også bliver udført som aftalt.

Det tyder stærkt på, at stolperne skal stå der længe endnu.

Uanset hvordan det kommer til at gå, så er det den nuværende entreprenør, der har ansvaret for at gøre altanerne forsvarlige igen, og for Knud Petersen er det bekymrende, at det samme firma skal bruges til at rette fejlen.

- Jeg har sgu ikke tillid til det der, det har jeg sgu ikke. Jeg synes, det er noget sjuskværk, siger beboeren til TV2 ØSTJYLLAND.

Læs også Rejseselskab lukker på grund af dårlig økonomi

Boligkontoret Århus ved endnu ikke, hvornår fejlene er udbedret. TV2 ØSTJYLLAND har fredag forsøgt at få en kommentar til de livsfarlige altaner fra totalentreprenøren, men desværre uden held.