Nyhavn i Skanderborg

Enigt byråd har sagt ja til stort projekt

Foto: lillenyhavn.dk

Et enigt byråd i Skanderborg har sagt ja til planerne om at etablere en helt ny bymidte med inspiration fra Nyhavn i København. Det skriver Lokalavisen Skanderborg.

Projektet bliver kaldt "Lille Nyhavn" og skal efter planen indeholde 56 lejligheder, 3100 kvadratmeter erhverv og parkeringskælder til 120 biler.

Området skal etableres på Adelgade tæt ved Kulturhuset og vil ifølge byrådspolitiker Christina Bottke (V) give et markant løft til Skanderborg centrum.

- Vi ser utroligt positivt på, at Lille Nyhavn nu endelig kan blive en realitet, og vi tror, at det får stor betydning for miljøet i Skanderborg Midtby, sagde hun ifølge lokalavisen ved byrådsmødet.

Syv år undervejs

Det er syv år siden, erhvervsmanden Lars Kromand første gang luftede tanken om et Christianshavn-lignende bymiljø i det område, hvor han selv har opkøbt alle ejendomme.

Idéen vandt stor folkelig opbakning, men har været længe undervejs pga. forskellige myndighedskrav.

Lars Kromand vil over for Lokalavisen ikke løfte sløret for, hvornår det store byggeri kan begynde.

- Jeg kan ikke løfte sløret for hvad, hvornår og hvordan, vi løber projektet i gang, men jeg vender tilbage, siger han til avisen.