Nygaard må dele

Randers FC's Marc Nygaard må nu dele topscorerværdigheden med FCK's Morten Nordstrand. Det har DBU besluttet.

DBU har nu besluttet, at et mål i 3-3 mellem FCK og Randers FC alligevel ikke var et selvmål, men derimod et Morten Nordstrand-mål.

FCK havde fået tildelt et straffespark, som Nordstrand skulle eksekvere. Han ramte stolpen, og bolden røg ud i ryggen på Randers-keeper Kevin Stuhr-Ellegaard og ind i kassen.

I første omgang blev målet vurderet til at være et selvmål, og derfor stod Marc Nygaard noteret for 16 mål og Nordstrand for 15 træffere, da superligasæsonen 2008/2009 sluttede den 31. maj.

Men nu er DBU altså nået frem til, at det var Nordstrand, som scorede. Dermed står det uafgjort 16-16 mellem Nygaard og Nordstrand.