Nye toner i klasselokalet

Elever skal lære at spille på instrument

02:57

1 af 2

På Katrinebjergskolen i Aarhus skal eleverne i 4. klasse i løbet af et skoleår lære at spille på et instrument. Den ene halvdel af klassen spiller tværfløjte, mens den anden halvdel spiller violin.

Det er Aarhus musikskole, der står for undervisningen. Katrinebjergskolen er nemlig en af de få folkeskoler i Østjylland, der allerede har brugt den nye skolereform til at lave et samarbejde med den kommunale musikskole.

- Vi vil egentlig gerne have et benspænd i forhold til, hvordan vi tænker, at musikundervisningen skal foregå, og hvor vi får nogle andre fagligheder ind. Nogen, som kan noget andet end det, vi som skole normalt kan, siger Christian Hyltoft Hellum, der er skoleleder på Katrinebjergskolen i Aarhus.

Ifølge en ny bestemmelse i folkeskoleloven skal skolerne forsøge at indgå aftaler med musikskolerne omkring undervisning af klasser eller hold.

- Generelt så synes vi her på Aarhus Musikskole, at det går rigtig godt. Og når vi nu bliver dygtigere til at samarbejde med skolerne, og skolerne får endnu mere styr på, hvad de vil med den her reform - så er jeg sikker på, at der er flere børn, der vil komme til at få glæde af musikundervisning i skoletiden, siger leder af Aarhus Musikskole, Lars-Ole Vestergaard.

På Katrinebjergskolen er der lige nu 65 børn, som i stedet for den traditionelle musikundervisning lærer at spille på et instrument i skoletiden.

I indslaget øverst kan du se, hvad Mattis, Sarah og Emil fra 4. klasse på Katrinebjergskolen synes om den nye musikundervisning.