Nye spor i sagen om Niels fra Aarhus
Niels Nicholaisens telefon giver nye spor i forsvindingssagen
Den 73-årige Niels Nicholaisen har været forsvundet, siden han forlod sin bopæl den 5. februar, og siden da har der stort set ingen spor været i sagen. Men nu giver en telefonmast nye oplysninger.
- Vi har fundet ud af, at Niels Nicholaisens telefon er gået på en sendemast ude på Østhavnsvej ude for enden af terminalen derude, siger efterforskningsleder ved Østjyllands Politi Gert Bisgaard.
Har analyseret telefondata
Den nye viden er kommet frem, efter politiet har analyseret de oplysninger, som de har fået af teleleverandøren på Niels Nicholaisens telefon.
Forsvundet i 10 dage: Dykkere skal lede efter Niels igen
Politiet ved altså nu, at Niels Nicholaisens telefon har bevæget sig fra hans hjem ved Strandparken i Aarhus til Østhavnsvej ved containerhavnen lørdag morgen. Signalet blev opfanget klokken otte.
- Nu ved vi i hvert fald, at hans telefon har været aktiv derude, så nu kan vi koncentrere vores eftersøgning om at lede efter ham ude ved Østhavnsvej, Marselisborg havn og deromkring, siger Gert Bisgaard.
Dykkere skal lede
Der har i dagens løb været hunde ude for at lede efter Niels på landjorden i området omkring masten. I morgen skal vandet gennemsøges.
- I morgen formiddag har vi en aftale med Aarhus Brandvæsen om, at vi skal have en båd med nogle dykkere i langs Østhavnsvej og Marselisborg Havn, siger Gert Bisgaard.
Politiet vil gerne høre fra folk, som har været i området lørdag den sjette februar, og som måske har set Niels.
- Hvis der er nogen, der har været derude lørdag morgen, den 6. om morgenen mellem klokken 5 og 8 i det område, der kunne have set Niels Nicholaisen, så vil vi selvfølgelig gerne have henvendelser, siger Gert Bisgaard.
Herunder kan du se, hvor telefonens signal blev opfanget
Signalement
Niels Joachim Nicholaisen er 190 centimeter høj, slank af bygning og frisk af sin alder.
Han var iført en knælang, grøn vinterfrakke og gule støvler af mærket Timberland. Derudover var han muligvis iført et par mørke fløjlsbukser.
Niels Joachim Nicholaisen er tyndhåret, og han havde formentlig en mørkeblå strikhue på, ligesom han formentlig medbragte sin sorte rygsæk.
Har du set den 73-årige mand, eller har du andre oplysninger om sagen, kan du kontakte Østjyllands Politi på telefon 114 eller 87 31 14 48.