Nye regler på vej: Kan give mulighed for at låse dørene på Sølund

De nye regler kan blandt andet få betydning for det meget omtalte bosted Sølund i Skanderborg

På bostedet Sølund i Skanderborg har det længe været et emne, hvorvidt det skal være okay at låse dørene.

Må man låse døre, når en beboer er til fare for sig selv? Og hvad er reglerne for at bruge sensorgulve eller GPS for demente?

Der kan opstå mange uklarheder, når man arbejder med personer med et psykisk handicap eller demens, fortæller Benny Andersen, formand for fagforbundet Socialpædagogerne. 

- Der er en del uklarheder set fra personalets side i forhold til, hvad man må og ikke må i de situationer, hvor den borger, vi arbejder med, kunne komme til at gøre skade på sig selv, siger han.

Læs også Søstre vil have deres retarderede brødre låst inde

Snart ventes der dog at komme mere klarhed om reglerne, når alle Folketingets partier - på nær Enhedslisten - fredag formiddag præsenterer en revision af reglerne for magtanvendelse over for voksne med betydelig og varig nedsat psykisk funktionsevne.

Revisionen af reglerne tager udgangspunkt i en række anbefalinger fra en arbejdsgruppe. Gruppen anbefaler blandt andet, at personale i højere grad end i dag får mulighed for at bruge velfærdsteknologi som GPS og sensorgulve.

Desuden er det blevet anbefalet, at personalet kortvarigt får mulighed for som sidste udvej at holde en beboer fast for at hjælpe med eksempelvis at skifte en ble eller børste tænder.

03:01

VIDEO: Enhver mors mareridt blev i oktober 2017 til virkelighed for Rikke Naundrup, da hendes søns institution ringede til hende og sagde, at hendes barn var væk.

Luk video

Mere magt er ikke målet

Socialpædagogernes formand, som også har spillet ind med input til politikerne, fortæller dog, at de nye regler ikke betyder, at der skal bruges mere magt.

- Det er ikke målet. Den viden, jeg har om aftalen, er, at magtanvendelse ikke må og ikke skal være en del af den socialpædagogiske redskabsskuffe. Magtanvendelse er noget, som man bruger som sidste nødudgang og en undtagelse, siger Benny Andersen.

Læs også Landsforening: Vi skal ikke låse udviklings-hæmmede inde

Han understreger dog også, at de nye regler sætter krav til, at personalet er stærkt faglige.

- Det er helt afgørende, at der er den rette faglighed til stede og nok af den.

- Ellers er der en risiko for, at magtanvendelse bare bliver en glidebane. Derfor har kommunerne også et ansvar for at sikre, at den rette faglighed er til stede, siger formanden.

Har skabt debat i Østjylland

TV2 ØSTJYLLAND har tidligere på året i flere omgange dækket debatten om magtanvendelser over for demente og psykisk handicappede. Debatten centrerede sig om bostedet Sølund i Skanderborg, hvor personalet låste yderdøre og havelåger med almindelige nøglelåse, som de retarderede ikke selv kunne betjene. 

Jeg frygter, at der sker en ulykke. 

Jeanette Tikøb, pårørende til beboer på Sølund. 

Efter flere tilsynsbesøg i løbet af sidste efterår krævede Socialtilsyn Midt, at låsene skulle udskiftes med såkaldte drejelåse, så beboerne selv kunne låse dørene op. Det står nemlig i Grundloven, at den personlige frihed er ukrænkelig - og dermed skal alle voksne mennesker altså have mulighed for at gå uden for, når de vil. 

Nogle pårørende mente dog ikke, at det var forsvarligt, hvis de mentalt handicappede kunne gå ud, når det passede dem, og derfor krævede de reglerne ændret. 

- Jeg frygter, at der sker en ulykke. At Allan bliver kørt ned. Han er vild med biler, med deres lys og lyde, og han opsøger dem aktivt. Men Allan forstår ikke trafikregler eller ved, hvad et lyskryds er. Det er jo farligt, sagde Jeanette Tikøb tilbage i januar. Hun er pårørende til Allan, der bor på Sølund.

00:48

VIDEO: Jeanette Tikøb er utryg ved, at hendes bror Allan kan stikke af fra bostedet Sølund. 

Luk video

Politiker vil have låste døre

Debatten om Sølund fik også politikerne op ad stolen. 

- Der skal en lovændring til, for lige nu siger loven, at socialtilsynet skal sørge for, at man ikke anvender låste døre som magtanvendelsesmiddel, men nogle kan det være en bedre end fx en GPS, hvor man jo stadig kan nå at stikke af og også komme til skade, sagde Kirsten Normann Andersen til TV2 ØSTJYLLAND.

Læs også Østjysk politiker vil låse døre for udviklings-hæmmede

- Det er vigtigt, at man også kan anvende skøn. I visse tilfælde siger både personale og pårørende, at låste døre er den bedste løsning, hvis vi både skal sikre et værdigt liv og samtidig beskytte de pågældende borgere, og derfor vil jeg gerne socialtilsynet de beføjelser, sagde hun. 

De nye regler ventes at blive offentliggjort fredag klokken 11.

01:27

VIDEO: Tilbage i januar fortalte socialminister Mai Mercado (K), at hun ville se på lovgivningen på området. Videoen er fra 14/1 2018.

Luk video