Nye plejeboliger i Ebeltoft
Byggeriet af 55 nye plejeboliger er i gang
Antallet af plejeboliger i Søhusparken i Ebeltoft bliver fordoblet.
Første spadestik til opførelsen af 55 nye plejeboliger er netop blevet taget. Når byggeriet af de nye boliger er slut, råder Søhusparken over 110 plejeboliger i alt.
- Det er en fornøjelse at se første spadestik til et stort antal moderne plejeboliger. Jeg er sikker på, at de i fremtiden vil danne en tryg og god ramme for vores plejekrævende ældre, siger borgmester i Syddjurs Kommune Kirstine Bille (SF) i en pressemeddelelse.
De første 16 af de nye plejeboliger skal efter planen stå klar i oktober 2012, mens de resterende 39 først bliver beboet i april 2013.
Plejeboligerne i Søhusparken er ejet af Ebeltoft Boligselskab. Forenede Care kommer til at stå for driften i et offentligt/privat partnerskab.