Nye østjyske ghettoer på vej

To områder tæt på at få ghetto-stempel

Boligområdet Rosenhøj i Viby er tæt på at havne på den såkaldte ghettoliste.

To østjyske boligområder er på vej til at få det kedelige stempel som "ghetto".

Gammel Jennum-parken i Randers og Rosenhøj i Viby er blandt i alt 14 danske boligområder, som er meget tæt på at havne på ghettolisten. Det skriver Berlingske.

Dermed går udviklingen i den stik forkerte retning i forhold til regeringens mål om at halvere antallet af ghettoer i 2020.

- Jeg er faktisk rigtig ulykkelig over at læse, at vi skulle være på vej på den liste. Det er slet ikke mit indtryk, at Jennumparken overhovedet er i nærheden af at være en ghetto. Vi har en integrationspolitik, som er lykkedes rigtig godt og som vi er meget stolte af, siger formand for socialudvalget i Randers Kommune Susanne Kock til TV 2 | ØSTJYLLAND.

I morgen vil Susanne Kock kontakte kommunens socialdirektør og bede om nærmere oplysninger om, hvordan Jennumparkens ledighed og øvrige sammensætning er i forhold til regeringens kriterier for at havne på den såkaldte ghettoliste.

Gellerupparken, Bisbehaven og Trigeparken, der alle ligger i Aarhus-området, er allerede at finde på ghettolisten.