Nye oplysninger i voldtægtssag: Efterlyser denne mand

Politiet efterlyser en mand, de mener, kan have vigtige oplysninger i en sag om voldtægt i Silkeborg

Foto: Google Street View / Midt- og Vestjyllands Politi

Midt- og Vestjyllands Politi efterlyser en mand i forbindelse med en voldtægtssag fra den 30. oktober 2016. Det sker, fordi der er dukket nye oplysninger op i sagen.

- Han er efterlyst, fordi vi gerne vil tale med ham. Han kan have vigtige oplysninger i sagen, siger politikommissær, Bent Riber Nielsen, fra Silkeborg Lokalpoliti. 

Voldtægten, der fandt sted den 30. oktober ved hjørnet af Ansvej og Ved Skrænten tæt på Silkeborg Langsø, havde en 27-årig kvinde fra Eritrea som offer. Det var en kvindelig hundelufter, som slog alarm omkring klokken kvart i syv om aftenen.

Efterfølgende blev en 24-årig mand anholdt i sagen. Han blev varetægtsfængslet i fire uger. Han blev løsladt, da der kom nye oplysninger i sagen. 

Læs også Falsk politimand løsladt i sag om voldtægt i Silkeborg

Bent Riber Nielsen fortæller til tv2oj.dk, at den 24-årige mand ikke længere er mistænkt, og at sagen mod ham er helt droppet.

Politiet vil gerne høre fra folk, der har kendskab til manden, eller folk, der har set ham i Silkeborg den 30.oktober. Politiet kan kontaktes på telefon 114 eller på mail til mvjyl@politi.dk.

Den efterlyste mand kan ses på billedet øverst i artiklen. 

 Voldtægten fandt sted ved hjørnet af Ansvej og Ved Skrænten i Silkeborg