Nye oplysninger i sag mod dødsbilist

Århusiansk kvinde var kun få centimeter fra at kollidere med den vanvidsbilist, som i sidste weekend dræbte en 33-årig mand i Århus.

Christina Brøndberg fra Århus var kun få centimeter fra at kollidere med den vanvidsbilist, som i sidste weekend dræbte en 33-årig mand ved hjørnet af Hasle Ringvej og Paludan Müllers vej. I dag står Christina Brøndberg frem og siger til TV2 Østjylland:

- Min familie og jeg kunne virkelig være kommet galt af sted, og det er da skræmmende at tænke på. Det her må være frygteligt for de pårørende til den dræbte. Han var kun 33 år. Jeg er selv 33, og det sætter da nogle tanker i gang.

Mødet med vanvidsbilisten skete kun ca. ti minutter før ulykken, hvor den 33-årige blev kørt ned og døde. Christina Brøndberg kom kørende i bil på Hasle Ringvej med sin mand, Mads Hørning, og deres to måneder gamle søn, Tobias.

- Bagfra kommer der en bil med høj fart. Han kører helt op i enden af os og svinger hurtigt ud for at overhale. Han kører over for rødt og fortsætter ud ad Ringvejen, fortæller Christina Brøndberg.

De nye oplysninger i sagen kan belaste den sigtede bilist. Han har tidligere forklaret i retten, at han kom kørende fra byen. Nu tyder det på, at han i længere tid har kørt dødskørsel op og ned ad Hasle Ringvej.