Nye navne til stadioner

Stadionerne i Århus og Randers bliver opkaldt efter sponsorerne NRGI og Essex.

Hjemmebanerne for henholdsvis AGF og Randers FC skifter navn, fordi de to klubber har øjnet en gevinst i at navngive stadion efter en stor sponsor.

I går meddelte Randers FC, at det nye Randers Stadion officielt skal hedde Essex Park Randers i mindst de fem år, klubbens nuværende aftale med ejendomsselskabet Essex A/S varer.

Det nye stadion i Randers vil blive taget i brug i år. Det får en kapacitet på 12.000 tilskuere.

I Århus offentliggør Århus Elite, som er selskabet bag AGF, i dag, at energiselskabet NRGI skal lægge navn til både stadion og arena i Atletion-komplekset.