Nye lærere forlader folkeskolen: Kommune vil stoppe tendensen

Aarhus Kommune har valgt at videreføre Aarhus Lærerforenings efteruddannelse af nyuddannede lærere. Det er for at undgå, at de nye lærere vender folkeskolen ryggen.

02:00

VIDEO: Se indslaget om, hvordan Aarhus Kommune og Aarhus Lærerforening forsøger at stoppe praksischok.

I den danske folkeskole har der de seneste år været problemer med, at nyuddannede lærere inden for kort tid begynder at søge væk fra folkeskolen igen.

Det er noget, som Aarhus Lærerforening før har taget hånd om, ved at tilbyde de helt nyuddannede lærere et efteruddannelseskursus kort efter skolestart. En idé, som Aarhus Kommune nu har valgt at tage til sig og føre videre.

Læs også Nyt østjysk mikrobryggeri er måske Danmarks mindste

Til en start får initiativet lov til at køre et år, og rådmand Thomas Medom (SF) arbejder på, at forløbet skal fortsætte endnu flere år. 

- Vi har besluttet at fortsætte med det her kursus og hele den indsats for at fastholde de nye lærere i den aarhusianske folkeskole, siger rådmand for Børn og Unge i Aarhus Kommune Thomas Medom til TV2 ØSTJYLLAND.

Jeg synes, at det er rigtig dejligt, at vi får tilbudt sådan et introforløb og møder nogen, der er i samme situation som en selv.

Josefine Brun Larsen, nyuddannet lærer, Katrinebjergskolen

Idéen opstod hos Aarhus Lærerforening for to år siden, og hos foreningen er de positive over for, at kommunen kan se fidusen i at videreføre idéen det kommende skoleår.

- Vi synes jo, at det er fantastisk, at en idé, der er opstået her hos os for to år siden, om hvordan vi kunne hjælpe de nyuddannede bedre ind i folkeskolen, det nu tegner til at blive en permanent ordning her i Aarhus Kommune. Det er fantastisk for folkeskolen og for de nyuddannede lærere, siger Malene Vestergård, som er konsulent ved Aarhus Lærerforening.

Færre skal knække halsen

Det er en indsats som Aarhus Kommune har valgt at gå ind i, selvom det måske ikke ligger så nært, at en kommune blander sig i, at nyuddannede har svært ved at komme ud i praksis.

- Det bedste i hele verden havde været, at når man var nye uddannet, så var man klædt på til at klare alle opgaverne. Vi har bare kunnet se, at der er alt for mange af vores nyuddannede medarbejdere, der knækker halsen på det, siger Thomas Medom.

Og fortsætter:

- Derfor er det meningsfyldt at gøre noget, som, vi har kunnet se, virker, og gør at mange bliver glade for jobbet og bliver i det.

02:24

VIDEO: På TV2 ØSTJYLLAND har vi tidligere fortalt om lærere, der blev ramt af praksischok. Indslaget er fra september 2018. 

Luk video

Ifølge Aarhus Lærerforening søger hver sjette nyuddannede lærer på landsplan uden for folkeskolen. En femtedel af dem, som starter i folkeskolen, genovervejer sit valg i løbet af det første år.

Det er netop disse tal, som foreningens tiltag skal bringe ned. En af de nyuddannede lærere er Josefine Brun Larsen, hun er netop startet på Katrinebjergskolen i Aarhus. Og hun har taget imod tilbuddet om et efteruddannelsesforløb.

- Jeg synes, at det er rigtig dejligt, at vi får tilbudt sådan et introforløb og møder nogen, der er i samme situation som en selv. Jeg troede faktisk ikke, at der var mulighed for at komme på sådan et forløb, så jeg synes, at det er rart, at man prioriterer at hjælpe os i gang med et godt lærerliv, siger hun.

Bør udbredes til resten af landet

Aarhus Lærerforeningen har bestemt ikke intentioner om at holde denne form for initiativ for sig selv. De deler hellere end gerne ud.

- Vi håber, at det er medvirkende til, at de nye unge lærere som er topmotiverede til at gøre en forskel, at de ikke brænder ud, før de er kommet i gang. Og så håber vi, at andre kommuner i landet måske kan se, at der er en idé i det her og kopierer forløbet. Så vi kan sikre, at der også fremadrettet er lærere i folkeskolen, udtaler Malene Vestergård.

Også Rådmanden mener, at der skal et fokus på det såkaldte praksischok blandt nyuddannede lærere ud over kommunegrænsen.

- Og så vil vi meget gerne tage det op med folketingspolitikerne, vi synes, at der er et behov for, at man får indrettet en læreruddannelse, så man uddanner lærerne, så de kan klare jobbet, når de er uddannet, siger Thomas Medom.

01:04

VIDEO: Malene Vestergård fortæller om praksischokket. 25. maj 2018. 

Luk video

Og han har selv et konkret forslag til, hvordan dette kunne gøres.

- Det bør først og fremmest være en praktisk uddannelse og ikke en uddannelse, der beskæftiger sig med alt det andet, udtaler han.

Kurset starter d. 4. september, og de nyuddannede mødes fire gange hos Aarhus Lærerforening, hvor de får undervisning af mentorer. Herefter kommer en supervisor ud til den enkelte lærers arbejdsplads to gange.

Håber på permanent ordning

Aarhus Lærerforening har selv positive resultater fra sidste års kursus, når de ser på, hvor de tidligere kursister befinder sig i dag.

- Det, vi kan se af forløbet sidste år, er, at de 16 der startede, de var der stadig, da skoleåret var gået. På den måde kan vi se, at det i hvert fald er noget, der har gjort, at de har haft en bedre start på folkeskolen, siger Malene Vestergård.

Vi håber, at det er medvirkende til, at de nye unge lærere som er topmotiverede til at gøre en forskel, at de ikke brænder ud, før de er kommet i gang.

Malene Vestergård, konsulent, Aarhus Lærerforening

I første omgang er det frivilligt, om skolerne vil tilmelde sine nyuddannede lærere. Det, håber Malene Vestergård dog på, ændrer sig fremadrettet.

Josefine Brun Larsen er lige begyndt som nyuddannet lærer på Katrinebjergskole her til skolestart. 

- Hvis det ender med at blive en permanent ordning, så håber vi, at det bliver obligatorisk for alle skoler at sende deres nyansatte lærere afsted, siger hun.

Læs også Praksischok rammer nyuddannede: - Det er et kæmpestort problem

Forhåbentligt kan kurset hjælpe Josefine Brun Larsen og de nitten andre, som lige nu er tilmeldt kurset, godt i gang med livet som lærer. Hun selv har positive forventninger til forløbet, som starter i september.

- Jeg tror, jeg kan møde nogen, der måske oplever de samme udfordringer, som jeg oplever. Og så kan jeg spare med dem omkring, hvordan de er kommet igennem det. Og hvordan man kan gøre tingene på forskellige måder, udtaler Josefine Brun Larsen.