Nye koste fejer døgnet rundt
Århus Kommune søger nu rengøringsvikarer til institutionerne på Internettet. Nemt og bekvemt både for kommunen og ansøgerne.
Århus Kommune søger nu rengøringsvikarer til sine institutioner på Internettet. Man skal bare skrive, hvornår, hvor længe og hvor man kan arbejde, så bliver man kontaktet af de institutioner i området, der har brug for at få fejet i krogene.
Ideen med at søge arbejdskraft på Internettet er opstået, fordi der ofte er mangel på vikarer til rengøring i institutionerne.
- Folk har ofte spurgt: Hvor skal vi henvende os? Nu bliver man fri for at henvende sig ude i institutionerne. De skal kun klikke sig ind et sted - og vi har altid brug for flere vikarer, siger Vivian Rossau, der er rengøringskonsulent i Børn og Unge-afdelingen.
Hun understreger, at daginstitutionerne selvfølgelig gerne vil i kontakt med studerende, som har lyst til at supplere deres S.U., men hun opfordrer også alle andre, der gerne vil tjene lidt ekstra penge, til at klikke sig ind på den nye database.
Ud over fleksible arbejdstider tilbyder daginstitutionerne overenskomstmæssig løn. Hvis man arbejder efter klokken 18.00 om aftenen og før klokken 06.00 om morgenen, får man et tillæg.