Nye fællesskaber skal sikre liv i landområderne
Et kontorfællesskab i Syddjurs Kommune er på vej, og det skal holde på de borgerne, der kunne blive fristet af at bosætte sig i storbyerne
Gode bolig- og arbejdsmuligheder er nogle af de allervigtigste ting, når vi østjyder vælger, hvor vi skal bo. Det er de også godt klar over i Syddjurs, og derfor er et nyt projekt med et kontorfællesskab sat i søen. Det skal være med til at holde på pendlerne og sikre liv i lokalsamfundene.
En af dem, der allerede nu føler sig fristet af tilbuddet om en plads i et nyt fællesskab, er Elena Skytte. Hun er ansat som konsulent hos Teknologisk Institut og arbejder en del af tiden hjemmefra. Men her bliver hun forstyrret af overspringshandlinger.
- Derfor er et kontorfællesskab interessant. Det kunne være et sted, hvor man får et netværk og kan bruge hinanden, forklarer Elena Skytte.
Læs også
Og så slipper hun for alle overspringshandlinger i hjemmet. Projektet er skabt af Business Region Aarhus, der vil gøre landområderne mere attraktive.
- Vi vil sikre liv i landdistrikterne og forhindre, at alle borgere flytter ind og bosætter sig i de store byer, lyder det fra Bo Nymark fra Business Region Aarhus.
Endnu er de præcise rammer for stedet og den fysiske placering af kontorfællesskabet ikke på plads, men interessen for at være en del af det er der allerede. Syddjurs Kommune bakker således også op om initiativet.
Hvis du kunne være interesseret i en plads i kontorfællesskabet, kan du melde dig til her.
Du kan høre borgmester i Syddjurs Claus Wistofts (V) holdning til det nye fællesskab i indslaget øverst på siden.