Nye drenge i klassen håber på godt valg i Aarhus
Alternativet og Nye Borgerlige er klar til kommunalvalg i Aarhus
Alternativet og Nye Borgerlige har muligvis ikke det helt store til fælles sådan rent politisk, men begge partier er dog fælles om for første gang at stille op til et kommunalvalg.
Således også i Aarhus, hvor det ene parti spås gode chancer, mens det andet ikke levnes mange.
Ifølge en meningsmåling foretaget af InFact for Radio ABC står Alternativet til to mandater i Aarhus, mens Nye Borgerlige ikke står til at komme ind.
Læs også
Partistifter Uffe Elbæk var for en kort bemærkning vendt hjem til Aarhus.
- Jeg har jo prøvet at starte ting op før her i Aarhus, først med frontløberne og siden Kaospiloterne, og det kan godt være, det lyder lidt hovsa-agtigt at sige, men jeg går aldrig ind i noget, der ikke lykkes, siger Uffe Elbæk.
Alt eller intet for ny spidskandidat
Hos Nye Borgerlige er spidskandidaten ganske sort/hvid i sin vurdering af valget.
- Der er to muligheder. Enten går det ad helvede til, eller også går det rigtig godt, siger spidskandidat Thomas Kold, der er helt ny i politik.
- Det er stadig noget, jeg øver mig i hver evig eneste dag, at være i den her rolle. Den er helt ny for mig. Vi mangler fokus på de udsatte og de svage i vores samfund, og det er i den grad noget, Nye Borgerlige vil tage fat om. Derfor hoppede jeg med på Nye Borgerlige.
Læs også
På den anden side af gangen er Alternativet på rekordtid blevet Danmarks fjerdestørste parti med over 11.000 medlemmer på landsplan.
Det er især de unge, som Alternativet har godt fat i. Mange af de unge, som TV2 ØSTJYLLAND spurgte, anser da også Alternativets stifter Uffe Elbæk som ’nice’.
- Til alle de unge, der sagde, at jeg var ’nice’, vil jeg bare sige, at I er selv ’nice’, og det er i specielt, hvis i sætter krydset den 21. november. Ikke nødvendigvis på Alternativet, men husk nu at stemme, vil jeg sige til de unge. Så er de super ’nice’ i mine øjne, siger Uffe Elbæk.
Se mere i indslaget øverst i artiklen.