Nye cykelgader: Bilisterne må ikke overhale

11 centrale gader i Aarhus er blevet lavet om til cykelgader. Fremver skal bilisterne overholde flere færdselsregler

01:59

Gudrun Nielsen cykler. På trods af de nye cykelgader, vil hun blive ved med at passe på, når hun cykler i trafikken.

Flere end 1900 cyklister havde passeret cykeltællerstanderen ved Mejlgade til middag torsdag. Mejlgade ligger i det centrale Aarhus.

- Jeg bor her i Mejlgade, så jeg cykler her hver dag mange gange om ugen, siger Charlotte Jensen, der er cyklist i Aarhus.

Og hun er ikke alene. Faktisk er der mere end 300.000 cyklister, der har passeret samme sted i år.

Torsdag blev 11 helt centrale gader i Aarhus lavet om til cykelgader. Det betyder, at der er flere færdselsregler, som bilister i gaderne skal overholde.

- Jeg er meget observant og kører ikke med hjelm, fordi jeg følger, at jeg har rimelig godt styr på det, siger Andreas Kronstam, der er cyklist fra Aarhus og fortsætter:

- Men det betyder ikke, at folk der er stressede eller er kommet tidligt op ikke kan have problemer hernede, siger Andreas Kronstam.

Læs også Lars cykler 4.500 kilometer om året: Det giver mere energi

Gudrun Nielsen kører med hjelm og refleksjakke.

- Man skal passe meget på, når man cykler her. Der er biler og fodgængere og alt muligt. Mange gange er det virkelig med livet som indsats, siger Gudrun Nielsen.

Derfor vil Aarhus Kommune sammen med Cyklistforbundet nu gøre forholdene endnu bedre for cyklisterne. Torsdag blev 11 af de helt centrale gader lavet om til cykelgader.

- Tanken med de her cykelgader er at vende prioriteten, så det nu er cyklisterne, der har prioritet på gaderne. Og at det er bilisterne, der kun må køre ind på cykelgaderne som gæster, siger Pablo Celis, der er projektleder hos Aarhus Cykelby.

Flere færdselsregler

Det betyder at bilisterne skal overholde flere færdselsregler til fordel for cyklisterne.

- De er at opfatte som gæster på gaden.  De skal holde sig bag cyklisterne, når de så kører ind på gaderne. De må ikke overhale cyklisterne, siger Pablo Celis.

De nye cykelgader løser dog ikke alle trafikale problemer i midtbyen.

- Der er stadig problemer i for eksempel Mejlgade. Det skyldes blandt andet også cyklisterne, der kører for stærkt og ser det som en egoistisk transport-korridor, siger Jeppe Sture Nielsen, der er bestyrelsesmedlem i Cykelforbundet Aarhus.

Læs også Chaufføren Brian lærer børn om højresving: Vi skal redde liv

2,6 kilometer om dagen

I gennemsnit træder de aarhusianske cyklister 2,6 kilometer om dagen. Fremover bliver det forhåbentlig en mere sikker affære.

- Jeg vil da håbe, at bilisterne tager det op og kører efter, at det først og fremmest er cyklisterne, der skal være der. Men jeg vil nu blive ved med selv at passe på, siger Gudrun Nielsen.

I videoen øverst i artiklen kan du se mere om cykelgaderne i Aarhus.