Nye computere til skolerne
Lærer og pædagoger får bærbare pc'er
Nogle af de sparede lønkroner efter forårets lockout af lærerne, bliver nu omsat til nye bærbare computere til lærere og pædagogiske medarbejder på de aarhusianske skoler. Det oplyser Aarhus Kommune i en pressemeddelelse.
- Målet er at skabe endnu bedre kvalitet i skoledagen for eleverne, og det er jeg sikker på, at investeringen vil give. De pædagogiske medarbejdere får nye muligheder for at samarbejde og at forberede sig effektivt, siger rådmand for Børn og Unge, Kristian Würtz, Soc. Dem.
Indkøbet af de nye computere er aftalt mellem Aarhus Kommune, Århus Lærerforening og Aarhus Skolelederforening. Investeringen bliver på i alt 16 millioner kroner.
- Det er den rigtige beslutning, som jeg ser frem til, at vi får ført u i livet. Den understøtter den indsats samt de pædagogiske programmer og systemer, som vi allerede arbejder med på skolerne. Samtidig kan den enkelte medarbejder bedre forberede sig, når der er en computer til rådighed, siger Stefan Møller Christiansen, formand for Aarhus Skolelederforening.