Nye charterruter fra Østjylland
Solglade østjyder får nu lettere ved at komme til Kreta og Tyrkiet. Startour åbner nye ruter fra Aarhus Lufthavn.
Aarhus Lufthavn og Startour åbner for flyvningen til de nye destinationer i sommeren 2010. Det blev offentliggjort på et pressemøde torsdag.
- Det er vores vurdering, at der fortsat er grundlag for at udbyde flere feriecharterdestinationer fra Aarhus Lufthavn, både sommer og vinter, og vi er overbeviste om, at Star Tour vil kunne etablere en solid platform for deres midtjyske aktiviteter i lufthavnen, lyder det i en pressemeddelelse fra Aarhus Lufthavn.
I Aarhus Lufthavn er der nu i alt fire charterrejsearrangører, der udbyder flyvninger til mere end ti destinationer i Europa, De Canariske Øer og Tyrkiet.
- Vi tror på, at de jyske rejsende vil tage godt i mod flere spændende rejsemuligheder. Selvom Århus Charter jo gør det godt, og er meget benyttet af kunder fra Århus og omegn, så er der bare mere at vælge imellem, når vi for eksempel tilbyder 75 hoteller på Kreta mod Århus Charters syv, og 57 hoteller i Tyrkiet, som den lokale rejsearrangør ikke tilbyder, heraf 30 all inklusive hoteller, siger salgsdirektør i Startour Stig Elling.