Nye besparelser på svage børn og unge

En række kommuner skærer ned på anbringelserne af børn og unge. Randers Kommune vil spare i alt 27 mio. kr.

Hver tredje kommune har planlagt at spare på anbringelser af børn og unge i 2010, viser en rundspørge som DR Nyheder har lavet.

Nogle kommuner begår direkte ulovligheder i den måde de sparer på, siger professor i socialret dr. jur. Kirsten Ketscher fra Københavns Universitet.

Anbragte børn og unge kommer i klemme i systemet og får ikke den hjælp de har krav på ifølge Serviceloven. Det er ulovligt at sætte økonomi over barnets tarv, og det sker i nogle kommuner, lyder kritikken.

Besparelserne retter sig mod børn og unge med særlige behov for social støtte, f.eks. børn og unge der er havnet i kriminalitet, vold eller som har forældre der er stofmisbrugere.

<b>Randers vil spare 27 millioner kroner</b>
Et flertal af politikerne i Randers byråd har besluttet at spare over 27 millioner kroner på børn og unge med særlige behov. En serviceforringelse som møder stor modstand blandt kommunens socialrådgivere, fordi den er på kant med loven.

I et notat fra Randers Kommune står der, at unge mellem 16 og 18 år ikke længere skal anbringes i dyre døgninstitutioner, nu skal de i stedet bo to unge sammen i en ungdomshybel.

- Jeg vil med mine socialfaglige briller på sige, at det er uansvarligt, lyder det fra fællestillidsmand Henrik Hald fra Randers Kommune.

Det er ulovligt at sætte økonomi over barnets tarv. Og det gør Randers Kommune med flere af deres besparelser, mener Professor i socialret Kirsten Ketscher.

- Hvis det kun er til barnets næstbedste, så er det ikke lovligt, siger professoren.

Notatet fra Randers kommune beskriver detaljeret hvordan kommunens sagsbehandlere skal hjælpe udsatte børn og unge. F.eks fremgår det at akutte anbringelser så vidt muligt skal undgås.

- Randers Kommune indsnævrer de muligheder som angives i Serviceloven. Det er ulovligt, slår Kirsten Ketscher fast.

Kritikken preller af på Randers Kommune. Viceborgmesteren mener ikke at kommunen lader økonomien afgøre hvilket tilbud de udsatte unge skal have.

<i>Kilde: DR Nyheder</i>