Nye arbejdspladser i Silkeborg
1500 jobs i service- og videnssektorerne har mere end erstattet 1100 forsvunde arbejdspladser i industrien i Silkeborg.
Der bliver færre og færre industriarbejdspladser i Silkeborg Kommune. Fra 2003 til 2006 har kommunen mistet næsten 1100 job i industribrancherne, så der i dag er under 4000 industriarbejdspladser tilbage. Det skriver Midtjyllands Avis.
Men i samme periode har service- og videnjobbene skaffet knap 1500 arbejdspladser til byen, og flere end 18.000 erhvervsaktive i kommunen er nu beskæftiget med den type job.
Sammenlignet med nabokommunerne har Silkeborg Kommune procentvis flere beskæftigede i disse mere fremtidssikrede brancher, og det overrasker ikke lektor Valdemar Smith fra Nationaløkonomisk Institut ved Handelshøjskolen i Århus.
- Silkeborg har Jyske Bank og bilbranchen til at trække en stor del af læsset, og det skaber både interne og afledte job, påpeger han. Samtidig trækker naturen turister til, og det skaber også arbejdspladser.