Nye ansigter i Folketinget
Østjylland får nu nye politikere i Folketinget. I både V og DF tabte to MF'ere deres pladser.
Blandt de 23 folketingsmedlemmer valgt i Århus Amt kommer der ni nye ansigter i det nye Folketing.
Et folketingsmandat gik så at sige i arv, idet venstrekvinden Anne-Mette Winther Christiansen fra Grenaa blev valgt, mens hendes mor, den tidligere socialminister Else Winther Andersen, ikke genopstillede.
Endnu et nyt østjysk V-ansigt i tinget bliver den nuværende Randers-borgmester, den 28-årige Michael Aastrup Jensen.
Tabere i Venstre, der mistede et mandat i Århus Amt, blev Freddy Dam og Henrik Vestergaard, der har siddet i tinget siden 2001.
Socialdemokraterne holdt skansen i Østjylland. Men blandt de syv mandater er der to nye navne, nemlig Kirsten Brosbøl og Hüsein Arac. Jørn Pedersen mistede til gengæld sit mandat, mens Nicolai Wammen ikke genopstillede.
I Dansk Folkeparti kom en gedigen overraskelse, idet den ukendte Kim Christiansen fra Mariager slog folketingsmedlem Uno Larsen. Et andet folketingsmedlem Per Dalgaard blev heller ikke genvalgt, men slået af den unge Morten Messerschmidt.
De Radikales valgsejr betyder, at Elisabeth Arnold får følge af partiets næstformand, den 28-årige statskundskabsstuderende Morten Østergaard
De Konservative fik også et ekstra mandat, så Henriette Kjær tager den tidligere, mangeårige fremskridtspolitiker Tom Behnke med i Folketinget.