Nye anmeldelser i børnesag
Yderligere to forældrepar fra børnehave i Ry har ønsket deres børn undersøgt for seksuelle overgreb.
Mistanken om seksuelle overgreb på en daginstitution i Ry vokser. Endnu to forældrepar har henvendt sig til politiet, fordi de frygter, at deres børn kan være blevet udsat for seksuelle overgreb. Det skriver Midtjyllands Avis. Avisen kan også fortælle, at det er i børnehaveafdelingen af den integrerede institution, sagen er opstået.
Dermed har 3 forældrepar med børn i institutionen henvendt sig med mistanke om, at deres børn kan have været udsat for overgreb.
En yngre mandlig pædagogmedhjælper blev i sidste uge fritaget for tjeneste efter det første forældrepar henvendte sig til institutionen med mistanke om, at deres datter havde været udsat for en krænkelse af seksuel art. Skanderborg Kommune vurderede, at beskyldningerne var så alvorlige, at man måtte foretage en politianmeldelse for at få omstændighederne undersøgt til bunds.
Politiet har endnu ikke løftet sløret for, om der er nogen beviser for ulovligheder.