Nye anholdte i kæmpe tyverisag
Fem personer er anholdt og 1.100 tyvekoster beslaglagt
I juni viste politiet 800 tyvekoster frem, som var stjålet ved indbrud i private hjem i Silkeborgområdet og det midtjyske. Nu er sagen oppe på 1.100 tyvekoster og yderligere to mænd er anholdt.
Dermed er der nu fem anholdte i sagen om den serbiske tyvebande, som politiet mener står bag indbrud og tyverier for millioner af kroner. Det skriver TV Midt Vest.
Torsdag blev en 56-årig mand fra Ikast fængslet i sagen, og fredag var det en 45-årig serbisk mand bosiddende i Silkeborg, der sigtes for tyveri af særlig grov beskaffenhed.
Politiet mener, at banden - der består af to mænd og en kvinde - har flere end 150 indbrud i private hjem på samvittigheden. Fremgangsmåden har været at tage en stribe huse ad gangen, og de er næsten udelukkende gået efter smykker, ure og guld.