Nydansker holder seksualitet hemmelig af frygt for reaktion

Ikke alle kan åbent udleve deres seksualitet, hvis de er homoseksuelle. Nu fortæller en nydansker om hendes udfordringer

En parade i Aarhus i dag hyldede mangfoldigheden og satte fokus på, at alle er lige uanset seksualitet. Men selv ikke i det 21. århundrede tør alle stå åbent frem, hvis de eksempelvis er homoseksuelle.

Især nydanskere kan have svært ved at vise deres sande jeg af frygt for de konsekvenser, det vil have i familien og de miljøer, de færdes i. En af dem, der står i det store dilemma, er en 20-årige kvindelig studerende fra Aarhus, der er lesbisk, men ikke har fortalt det til sine forældre.

- Jeg ved, at reaktionen bliver negativ, for min far sammenligner det med ekstremister eller islamister. Det bliver set som unaturligt og forkert, siger hun til TV 2 | ØSTJYLLAND.

Kvinden ønsker at være anonym, men hendes identitet er TV 2 | ØSTJYLLAND bekendt. Selvom hun for flere år siden sprang ud, er det de færreste i familien, der kender til hendes seksualitet.

- Hvis jeg siger det til dem, vil jeg være bange for at miste mine forældre, lyder det fra hende.

Søster vil heller ikke snakke
Når snakken falder på emnet, er det tydeligt, at den unge kvinde bliver meget berørt. Hun har altid været tæt på familien, men alligevel tør hun ikke fortælle dem sandheden.

- Altså det at føle, at ens nærmeste ikke kender en, at de vil afslå en, hvis man fortalte, hvem man i virkeligheden var. Jeg ville ønske, at mine forældre og andre kunne forstå, at der ikke er noget galt med mig, forklarer den 20-årige kvinde.

Den eneste fra den nære familie, der kender til hemmeligheden, er kvindens søster. Men heller ikke her er der meget støtte og opbakning.

- Hun accepterer det dog, men sådan lidt i stilhed. Hun vil ikke snakke om det, og har vi aldrig gjort, selvom det er flere år siden, jeg fortalte det til hende, siger hun.

Den aarhusianske nydanske kvinde er langt fra alene. Derfor har foreningen Sabaah – en forening for homoseksuelle, biseksuelle og transkønnede med anden etnisk baggrund end dansk – et sted, hvor folk med samme problemer som den 20-årige fra Aarhus kan mødes og snakke om dagligdagens udfordringer.

 

02:16

Du kan høre mere om dem i indslaget her

Luk video