Nyd solen - snart er det slut
De seneste uger sommervejr i Østjylland lakker mod enden. Efter weekenden får vi byger og markant lavere temperaturer.
Overvejer man en tur på stranden eller en pjækdag hjemme på terrassen, så gør man klogt i at gøre det snart - i hvert fald hvis man er til sol og sydlandske temperaturer.
Ifølge Danmarks Meterologiske Institut venter der stadig et par dage med høj sol fra en næsten skyfri himmel. I weekenden får vi et vejrskifte. Der er stadig mulighed for at få solen at se, men solstrejfene bliver sandsynligvis blandet med både regn og torden.
Fra næste uge er vejret forvandlet. Dagtemperaturerne kommer til at svinge mellem 15 og 20 grader så langt frem, som vejrudsigten rækker.
Med andre ord: Tag på stranden nu, og vent med at bestille biografbilletten til næste uge.