Ny varmerekord i vente?

Temperaturer på op til 18 grader lørdag

Lørdag ser ud til at blive så lun, at der ifølge DMI er mulighed for, at der bliver tale om den varmeste novemberdag, siden de landsdækkende temperaturmålinger begyndte i 1874.

Den seneste varmerekord stammer fra 2. november 1968, hvor der blev målt 18,5 grader. Lørdag ventes der temperaturer mellem 13 og 18 grader - også i Østjylland.

- Det er meget flot for en 1. november. Det er lidt spændende, om rekorden bliver slået, for vi sniger os i hvert fald deropad, fortæller vagthavende meteorolog hos DMI Anja Bodholdt til Ritzau.

- Lørdag bliver en rigtig fin novemberdag med sol til hele landet. Længst mod øst tager det måske lige lidt tid, før den kommer, men ellers er der sol til alle, fortæller hun.

Se: Fredag bliver tør og grå

Optakten til weekenden bliver dog en anelse efterårsagtig.

- Fredag bliver en kedelig og grumset dag med skyer og noget dis, tåge og lidt regn af og til, siger Anja Bodholdt.

Søndag kan heller ikke leve op til lørdagens leverance af sol. Temperaturen holder sig dog mellem 12 og 15 grader, så for årstiden kan det ikke betegnes som koldt.

Ifølge DMI ser det ud til, at vinteren holder sig på afstand også i næste uge.

- Der er ikke noget koldt i sigte i hvert fald indtil næste weekend. Måske daler temperaturerne, men vi kommer ikke i nærheden af frost om natten og slet, slet ikke om dagen, siger Anja Bodholdt.