Ny ugeavis i Horsens
Snart får Horsens en ny ugeavis: Lokalavisen Horsens
Fra torsdag den 30. april kan beboerne i 55.000 husstande se frem til at få en ny ugeavis ind ad brevsprækken, og allerede fra i dag, tirsdag, lanceres den nye hjemmeside: horsens.lokalavisen.dk.
Det er Politikens Lokalaviser, som igen udvider i Østjylland, og dermed fortsætter den spirende aviskrig i regionen.
- Vi udgiver allerede lokale ugeaviser i Trekantområdet, store dele af Syddanmark samt i Østjylland, og derfor får vi nu et stærkt sammenhængende område til gavn for de annoncører, der ønsker en bred dækning i Jylland, siger kommerciel direktør for Politikens Lokalaviser, Peter Garhøj, i en pressemeddelelse.
I den seneste tid har forskellige aktører på markedet oprustet på det østjyske avismarked. Tidligere på året oprustede Politikens Lokalaviser med en avis til 154.000 husstande i Aarhus-område, ligesom Berlingskes Lokale Medier har øget oplaget af Århus Onsdag. Derudover har Søndagsavisen oprustet med en udgave af avisen, som satser på Aarhus Syd og Odder, og senest lancerede metroxpress i sidste uge, at de åbner en Aarhus-redaktion.
- Horsens er en spændende by med masser af potentiale for en ugeavis, der faktisk lægger vægt på lokal forankret journalistisk indhold. Nu om dage forventer læserne, at deres ugeavis er stærk på indhold og relevans. Det behov vil vi gerne imødekomme. Også i Horsens, siger Claus Krogh, der er ansvarshavende chefredaktør på Politikens Lokalaviser.
Udover en hjemmeside og papiravis er Lokalavisen Horsens også til stedet på diverse sociale medier.