Ny tvivl om habilitet i kunstråd
Medlemmer af Århus Kunstråd bevæger sig fortsat i en juridisk gråzone, når de uddeler kommunale kulturpenge.
En gennemgang af Århus Kunstråds seneste indstillinger, der offentliggøres i denne uge, viser flere eksempler på, at medlemmer af rådet opererer i en juridisk og moralsk gråzone. Det skriver JP Århus.
Kun et år efter, at rådets formand Torben Rasmussen var medunderskriver på en ansøgning til Århus Amt og Århus Kommune om økonomisk støtte til etablering af Center for Samtidskunst (C-SAM), har han som formand været med til at indstille, at centret får yderligere 150.000 kr. i støtte.
Dermed rejses der fornyet tvivl om, hvorvidt Torben Rasmussen overholder de gældende habilitetsregler, når Århus Kunstråd behandler ansøgninger til de kommunale kulturkroner.
I søndagens udgave af JP Århus fastslog flere eksperter i offentlig ret, at både formand Torben Rasmussen og rådsmedlem Trine Rytter Andersen i en række konkrete tilfælde har overtrådt forvaltningslovens habilitetsregler, og at de gentagne gange har bevæget sig ud i en juridisk og moralsk gråzone.