Ny træner til superligaklub
Thomas Thomasberg afløser assistent
Thomas Thomasberg, der tidligere har været træner i FC Midtjylland og FC Fredericia, bliver ny 1st team coach i Randers FC.
Her afløser Thomasberg assistenttræner Joakim Mattsson, der har kontraktudløb den 30. juni i år. Det meddeler Randers FC i en pressesmeddelelse.
- Thomas kommer med masser af erfaring både som spiller og træner, men det betyder ikke, at vi ændrer på den måde, som vi spiller fodbold på. Samtidig vil jeg gerne ønske Joakim Mattsson al mulig held og lykke fremover, lyder det fra Randers FC's cheftræner, Colin Todd.
38-årige Thomas Thomasberg glæder sig til de nye udfordringer i Randers FC.
- Det bliver utroligt spændende for mig at komme til at arbejde i Randers. Mit indtryk er da også, at det er en klub, hvor der er styr på tingene og et fint sportsligt set-up. Så jeg glæder mig til igen at blive involveret med fodbold på allerhøjeste plan, lyder det fra Thomas Thomasberg, der får titlen 1st team coach i Randers FC.
Thomasberg tiltræder i Randers FC, når klubbens superligatrup starter træningen hen i mod den nye sæson tirsdag den 11. juni.