Ny topchef i Århus
Niels Vad Sørensen bliver som ny stadsdirektør Louise Gades nærmeste samarbejdspartner i de kommende år.
Århus Byråd har besluttet at ansætte den 51-årige Niels Vad Sørensen som stadsdirektør fra den 1. januar. Som ny stadsdirektør bliver han dermed kommunens øverste embedsmand og nærmeste samarbejdspartner for borgmester Louise Gade (V).
Niels Vad Sørensen afløser Poul-Erik Jensen, der efter 17 år som stadsdirektør har valgt at gå på pension.
Niels Vad Sørensen er cand.oecon. og har i de seneste otte år været direktør i Magistratens 4. Afdeling for skole og kultur. Han har været ansat ved Århus Kommune siden 1978. Stadsdirektøren er den øverste administrative leder for de 170 ansatte i Borgmesterens Afdeling, der primært omfatter sekretariat for Århus Byråd og Magistraten.
En væsentlig hovedopgave for stadsdirektøren er netop ansvaret for betjening af Magistraten og byrådet.