Ny teknologi på vej: Få pant for at finde stjålne cykler
Et digitalt stelnummersystem skal gøre det attraktivt for os alle at gå på jagt efter efterladte cykler og dermed aflaste politiet, når det gælder opklaring af cykeltyverier
Forestil dig, at du via en app på din smartphone kunne få besked, hvis din stjålne cykel var blevet fundet i en vejkant.
Det kan snart blive virkelighed takket været et helt nyt digitalt stelnummersystem. Via en chip i cykelstellet, som vi allerede kender fra adgangs- og kreditkort, bliver det muligt for alle med en smartphone at scanne en cykel for at se, om den stjålen.
Læs også
- I dag når du får stjålet din cykel, så er den bare væk, men med den her løsning kan du få besked, hvis den står lige rundt om hjørnet eller på Hamborg Banegård, siger Mikkel Rud Pedersen, som er produktchef i IF Forsikring og en del af den innovationsgruppe, der vil komme de mange uopklarede cykeltyverier til livs.
Håbløst gammeldags
Innovationsgruppen består udover Mikkel Rud Pedersen af alt fra trafikforskere til sikkerhedsfirmaer og Cyklistforbundet, som alle ønsker at vende den dårlige statistik for cykeltyverier.
Indtil videre er der i år anmeldt 3.158 cykeltyverier i Østjylland, og ofrene skal ikke gøre sig høje forhåbninger om at se dem igen. Opklaringsraten for cykeltyverier i regionen er nemlig kun på 1,3 procent.
Mikkel Rud Pedersen tror på, at en opdatering af det nuværende stelnummersystem, som blev indført i 1946, er vejen frem.
- Det er håbløst gammeldags system. Politiet får aldrig ressourcerne til at opklare alle cykeltyverier, og derfor må teknologien hjælpe til i stedet for, siger han.
Få gevinst for sporring af cykel
En del af innovationsgruppens idé med det digitale stelnummer er, at det skal indebære en slags pantsystem. Hvis man finder og scanner en cykel, som viser sig at være stjålet, udløser det en lille dusør på 20-30 kroner per cykel, som udbetales til finderen af cykles rette ejermand eller vedkommendes forsikringsselskab.
- I stedet for at bruge flere tusinde kroner på en ny cykel eller betale selvrisiko hos sit forsikringsselskab, tror jeg de fleste danskere vil være interesseret i at slippe med kun at give 20 kroner i findeløn, siger Mikkel Rud Pedersen.
Politisk opbakning
Teknologien har da også allerede været på den politiske dagsorden. Tidligere i år fremlagde Enhedslisten et beslutningsforslag, der skulle gøre det til et krav at installere sporingschips i alle landets cykler. I april trak de dog forslaget tilbage på grund kritik fra flere sider, der gik på, at systemet vil gøre det muligt for hvem som helst at overvåge cyklisters færden.
- Det er ærgerligt og en gammeldags måde at tænke på. Der vil altid være nogle, der frygter det nye, men her er tale om registrering og ikke overvågning, og databasen skal ligge under rigspolitiet, så er bliver de offentlige og sikre myndigheder, der har styr på det, siger Mikkel Rud Pedersen.
Selvom beslutningsforslaget er taget af bordet, kan det nye system dog være på vej i en nær fremtid. Ifølge innovationsgruppen har de fuld politisk opbakning til tiltaget og afventer nu blot møder med justitsministeren og andre instanser, før det kan sættes i værk.
- Jeg håber, at vi i løbet af efteråret kommer i gang med det sidste arbejde, så vi kan rulle det ud i løbet af næste år, siger Mikkel Rud Pedersen.
I videoen herunder kan du se, hvordan du gør arbejdet sværere for cykeltyven: