Ny teknologi mod kræft: Danmarks første partikelterapi-center åbnet i Aarhus

Mindre risiko for kræft og færre senfølger er nogle af fordelene ved den nye behandling, der i Danmark kun kan fås i Aarhus

02:19

VIDEO: Kom ekstraordinært helt tæt på det nye udstyr, der skal hjælpe med at helbrede kræft mere skånsomt.

Normalvis vil det ikke være muligt at komme tæt på det, der mest af alt ligner noget fra en science fiction-film, men søndag var der mulighed for at komme med rundt på en rundvisning på Danmarks første center for partikelterapi i Aarhus.

- Det er stort for Danmark, det er stort for os, det er rigtig stort for sygehuset her også, siger Cai Grau, der er forskningsleder ved Dansk Center for Partikelterapi.

Læs også Sprøjtegift mistænkes for at føre til kræft, men styrelse maner til besindighed

Strålebehandlingen i det nye center er mere skånsom end den strålebehandling, kræftpatienter eller modtager. Den spritnye teknologi rammer kræftknuden mere præcist, og derfor giver det altså færre bivirkninger. 

De kan gennemføre en behandling, som de måske ikke kunne tåle med almindelig strålebehandling.  

Cai Grau, forskningsleder ved Dansk Center for Partikelterapi

- For børnene betyder det først og fremmest, at deres risiko for sidenhen i livet at få kræft, der skyldes strålebehandlingen, bliver meget væsentligt reduceret. For voksne drejer det sig om at give færre senfølger. At de kan gennemføre en behandling, som de måske ikke kunne tåle med almindelig strålebehandling, siger Cai Grau til TV2 ØSTJYLLAND. 

Det er forventet, at der bliver mange, der skal bruge det nye udstyr, og derfor er der også bygget flere rum i centeret, der skal være i gang så meget som muligt.

Det ligner indgangen til et rumskib, men det er altså den nyeste teknologi indenfor kræftbehandling.

- Når vi om fire-fem år når op på fuld kapacitet og har alle behandlingsrummene i gang og kører dobbeltskift, så vil vi kunne behandle over 1000 patienter om året, siger forskningslederen.

Søndag var der ekstraordinær rundvisning i centeret for partikelterapi, så man kunne få lov at se det nye udstyr.

- Jeg møder op her i dag, fordi jeg synes, det er spændende, at der åbner sådan en afdeling her i Aarhus, det eneste sted i Danmark. Også fordi man i min alder kender lidt for mange, der får kræft, siger Grethe Graversen, der i dag var taget med på rundvisningen.

Normalt vil der ikke være mulighed for at komme helt tæt på, men søndag var der masser af besøgende.

En god portion beton

Årsagen til at man normalt ikke kan komme tæt på det fremtidsudstrålende udstyr er, at det tonstunge udstyr er fuldstændig indelukket af fire meter tykke cementmure, der skal blokere strålingen for uvedkommende.

- Da vi støbte kælderen, stueetagen og første sal, brugte vi hver af de tre dage alt det beton, der blev lavet i hele Østjylland. Vi håber, at vi kan bruge den her form for strålebehandling sammen med de andre nye behandlingsformer.

Det nye maskineri har kostet 800 millioner kroner.

Forventningerne er høje til Danmarks første center for partikelterapi, der har kostet 800 millioner kroner. 

- Det er virkelig spændende. Jeg håber virkelig, det giver noget gavn, siger Marianne Graversen fra Aarhus til TV2 ØSTJYLLAND.

De første patienter kan forvente at komme i behandling med den nye partikelterapi i januar 2019.

Læs også Aarhus Universitetshospital inviterer indenfor: Vi er stolte