Ny teknologi kan revolutionere rengøring

Ny fiberteknologi i gulvmopper kan vende op og ned på rengøringsbranchen. Den er allerede nu indført på Skejby Sygehus.

Elite Miljø er i færd med at indføre et rengøringssystem, der har potentiale til at vende op og ned på rengøringsbranchen, skriver dagbladet Børsen.

Den anvendte fiberteknologi i gulvmopperne, som størsteparten af de 1900 ansatte bruger dagligt, fjerner både smuds og nok så vigtigt - bakterier - uden at gøre overfladen våd.

- Viima er helt klart et produkt, der har potentiale til at revolutionere rengøringsverdenen, siger Jan Wilken, der er adm. direktør i Elite Miljø.

Ejeren af Elite Miljø, De Forenede Dampvaskerier, har eneret på Viima?teknologien i hele Europa og har derfor trumfen i hånden.

Teknologien er gennem nogen tid anvendt på Skejby Sygehus ved Århus med gode resultater, og teknologien er nu udbredt til Frederiksberg Hospital og i 220 andre offentlige og private kontrakter.

ISS Danmark, der er 10 gange så stor som Elite Miljø, vil også gerne bruge Viima?systemet, men må ikke være med til at anvende det på grund af patentet.

- Vi bruger ikke Viima-konceptet, netop fordi det er De Forende Dampvaskerier, der har patentet. Viima er interessant, fordi det også tager bakterierne med, siger Ole Breinholt, der er divisionsdirektør i ISS Rengøring.

Bakterieinfektioner, som man får under ophold på danske hospitaler, slår hvert år mellem 2800-3200 mennesker ihjel.

<i>Kilde: Dagbladet Børsen</i>