Ny teknologi gør det muligt for lammede at kommunikere
På Hammel Neurocenter har man udviklet en ny form for computerteknologi, der gør, at lammede kan styre pc'en med øjnene.
Hjernen fungerer, men kroppen er lammet. Det bliver mellem tyve og tredive danskere ramt af hvert år. Nu betyder helt ny computerteknologi, at lammede med øjnene selv kan styre en computer. Med andre ord kan de nu kommunikere med omverden.
- Det betyder utroligt meget, når man ikke kan bevæge sig og man sidder med sin hjerne i behold og kan tænke og reflektere over livet, men ikke kan gøre noget som helst. Så er det her muligheden for at kunne være aktiv i sit eget liv, siger talepædagog fra Hammel Neurocenter, Anne Hansen Hjorth, til P4 Østjylland.
Det er infrarøde stråler, der gør, at man nu kan styre en computerskærm alene med sit blik.