Ny strategi for lufthavn

Aarhus Lufthavn satser på Europa

Lavsprisselskabet Ryan Air skal knyttes tættere til lufthavnen i Tirstrup.

Aarhus Lufthavn, som trafikeksperter har dødsdømt, udstikker nu en ny kurs, som skal få østjyderne til at strømme til. Det skal ske med direkte adgang til oversøiske ruter, skriver Århus Stiftstidende onsdag.

Den lille lufthavn i Tirstrup vil væk fra det tætte samarbejde med SAS og Københavns Lufthavn. I stedet vil den satse på at fragte passagerer direkte til en mellemeuropæisk lufthavn med et stort rutenet, hvorfra de kan rejse videre ud i verden.

Tæt samarbejde med Ryan Air

Avisen erfarer, at lufthavnens nye strategi går ud på at lade lavprisflyselskabet Ryan Air flyve i fast rutefart til en europæisk storlufthavn med et vidtforgrenet rutenet. Eksempelvis Frankfurt eller Amsterdam.

Lufthavnen er angiveligt langt i forhandlingerne med sin tætte samarbejdspartner, Ryan Air, som gennem en halv snes år har været en vigtig del af grundlaget for lufthavnen i Tirstrup.

Som et led i kursskiftet sagde Aarhus Lufthavn tirsdag med øjeblikkelig virkning farvel til lufthavnens direktør gennem næsten 15 år, Ole Paaske.