Ny station på skinner
I dag går Banestyrelsen for alvor i gang med at anlægge Hørning Station, en del af den kommende Århus Nærbane.
Maskiner og håndværkere tog fra morgenstunden fat på den nye nærbanestation ved Hørning.
Hørning Station skal ligge mellem Engvej, Stationsvej og Fregerslevvej stort set der, hvor den gamle Hørning Station var placeret.
I løbet af efteråret vil Hørning Station skyde op, for at være klar til december 2003.Den nye station vil bestå af to 90 meter lange perroner, venterum, en gangbro og en forplads. Ligesom det er tilfældet på en del andre nærbanestationer, får Hørning Station ikke en egentlig stationsbygning.
Formålet med Århus Nærbane er at styrke den kollektive nærtrafik i og omkring Århus. Nærbanen tilføres to nye stationer i henholdsvis Viby og Hørning.